Referat for Skoleudvalget møde den 13. juni 2023
67. Fremmedsprogsstrategi 2023 - et samarbejde på tværs af skoler og ungdomsuddannelser
Sagsnummer: 2019-020424
Sagsbehandler: Dorte Stage Mølgaard
Præsentation
Middelfart Kommunes skoleafdeling har siden 2019 samarbejdet med Middelfart Gymnasium om at få formuleret en fremmedsprogsstrategi, der omfatter alle grundskoler og Middelfart Gymnasium og HF. Den endelige partnerkreds bag strategien inkluderer imidlertid alle de ungdomsuddannelser, som er repræsenteret i Middelfart Kommunes skoleafdelings samarbejdsforum med ungdomsuddannelserne.
Fremmedsprogsstrategien skal ses som led i arbejdet med at udfolde visionen "Fra Middelfartbarn til Verdensborger" - især med blik for pejlemærket "En verdensborger fra Middelfart" og visionens fokus på internationalisering og global dannelse.
Skoleudvalget præsenteres for det endelig oplæg til en fremmedsprogsstrategi og de første tiltag for at styrke parterners arbejde med fremmedsprog.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen om Fremmedsprogsstrategien og arbejdet hermed tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Historik
Middelfart Gymnasium (MG) fik i 2019 midler fra Børne- og Undervisningsministeriet til at afholde en fremmedsprogskonference med deltagere fra MG samt alle grundskoler i Middelfart Kommune. Formålet hermed var at få input til en fælles fremmedsprogsstrategi. Middelfart Kommunes skoleafdeling engagerede sig i arbejdet, da det lå helt i tråd med visionen "Fra Middelfartbarn til Verdensborger". I "Bag om visionen - på skolerne" skrives bl.a.:
"Evnen til at kunne tale sammen anses for at være en vigtig forudsætning for at kunne samarbejde på tværs af grænser og for at fremme elevernes globale
dannelse. Det kræver et fokus på at opbygge elevernes sproglige fundament og sprogforståelse gennem hele deres skoletid. Dette opnås i høj grad via arbejdet med den sproglige dimension i alle fag, fx via faglig læsning. Men det kræver også et fokus på at styrke elevernes evne til at mestre flere sprog – både dansk og fremmedsprog".
Som afsæt for konferencen blev derfor nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra såvel Skoleafdelingen som MG, der dels drøftede indhold til konferencen, dels lavede en undersøgelse af, hvilke fremmedsprog der undervises i på grundskolerne samt lærernes undervisningskompetencer.
Grundet Covid-19 blev den planlagte konference aflyst ad flere omgange, men endeligt afholdt den 30. september 2021. På konferencen deltog fremmedsprogslærere og skoleledelser fra grundskolerne, privatskoler og Middelfart Gymnasium og HF.
Arbejdsgruppen har siden arbejdet med at omsætte inputtene fra fremmedsprogskonferencen til det endelig oplæg til en fælles fremmedsprogsstrategi, som er vedhæftet dagsordenen.
Arbejdsgruppen har i løbet af processen også deltaget i konferencer arrangeret af Nationalt Center for Fremmedsprog.
Fremmedsprogsstrategi - et samarbejde på tværs af skoler og ungdomsuddannelser
Det aktuelle udkast til Fremmedsprogsstrategi har været præsenteret og drøftet på skoleledermøde, udskolingsledermøde og i Middelfart Kommunes samarbejdsforum med ungdomsuddannelserne.
Det er i de dialoger blevet tydeligt, at der på tværs af skoler og ungdomsuddannelser er en fælles interesse i at styrke interessen for fremmedsprog og fremmedsprogsdidaktik. Fremmedsprogsstrategien forankres derfor i Middelfart Kommunes samarbejdsforum med ungdomsuddannelserne.
Fremmedsprogsstrategien rummer allerede en række konkrete indsatsforslag, som både skoler og ungdomsuddannelserne har vist interesse i at arbejde videre med. Skoleudvalget præsenteres på udvalgsmødet for de konkrete initiativer, som Skoleafdelingen har fokus på i næste skoleår - med blik for kobling til skolernes Erasmus+-akkreditering, prioriterede pejlemærker samt eksisterende kommunale netværk og temadage.
Teamleder Dorte Stage Mølgaard deltager under punktet.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Behandlingsplan
Bilag
68. Ansøgning fra folkeskolerne om dispensation efter folkeskolelovens §16e i skoleåret 2023/2024
Sagsnummer: 2023-008347
Sagsbehandler: Lone Lander Stie
Præsentation
Folkeskolelovens §16e giver skolerne mulighed for at fravige mindstevarighed af undervisningstiden for så vidt angår al understøttende undervisning i skoleåret 2023/2024. Det skal give mulighed for at tilrettelægge andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen, i overensstemmelse med de lokale ønsker og behov på den enkelte skole.
Hyllehøjskolen, Ejby Skole, Strib Skole og Vestre Skole har indsendt ansøgninger for skoleåret 2023/2024 med henblik på politisk godkendelse heraf.
Forvaltningen foreslår
- At de indkomne ansøgninger godkendes, som beskrevet i bilaget.
Sagsbeskrivelse
Et bredt flertal i Folkeskoleforligskredsen bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har 10. februar 2023 indgået aftale om at forlænge de udvidede frihedsgrader om blandt andet konvertering af den understøttende undervisning i folkeskolen i skoleåret 2023/2024. Folketinget vedtog lovforslaget 25. maj 2023 med ikrafttræden 1. august 2023.
Beslutningen om øgede frihedsgrader i folkeskolen blev første gang indført i juni 2021 af et bredt flertal i Folketinget og gjaldt for skoleåret 2021/22. De udvidede frihedsgrader er siden blevet forlænget og har givet folkeskoler udvidede frihedsgrader i både skoleåret 2021/22 og 2022/23. Skolerne har i de forgangne skoleår sat stor pris på friheden til at tilrettelægge undervisningen ud fra, hvad der giver mest faglig mening for eleverne.
Med forlængelse af folkeskolelovens §16 e i skoleåret 2023/24 gives folkeskolerne mulighed for tolærer- og tovoksen-ordninger, flere fagtimer, holddeling, turboløb i udvalgte fag eller andre aktiviteter der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen, hvis skolen vurderer, at det er et egnet redskab til at understøtte elevernes faglige udvikling. Konverteringen af al understøttende undervisning forudsætter, at de frigivne personaleressourcer fortsat bliver på skolen.
Der er indkommet ansøgninger fra Hyllehøjskolen, Ejby Skole, Strib Skole og Vestre Skole. Samlet oversigt over skolernes ansøgninger fremgår af bilaget.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
69. Sammen om skolen lokalt - et tæt og forpligtende partnerskab om skoleudvikling (punkt udsat fra 13.4. 2023)
Sagsnummer: 2023-005077
Sagsbehandler: Birgit Munk
Præsentation
KL, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen havde inviteret parterne om skolen til seminar om dialog om skoleudvikling den 8. marts 2023.
Fra Middelfart Kommune deltog repræsentanter fra skolebestyrelser, DLF, BUPL, skoleudvalget, skoleledergruppen og forvaltningen.
På seminaret foregik drøftelser af, hvordan vi kan styrke det gode lokale samarbejde om skoleudvikling i Middelfart Kommune inden for det nationale partnerskab "Sammen om skolen".
Skoleudvalget orienteres om seminarets indhold og drøftelser og præsenteres for forslag til organisering og plan for det lokale samarbejde.
Forvaltningen foreslår
- At det samlede Skoleudvalg tager orientering om seminaret til efterretning og genoptager drøftelser fra dagen i det samlede udvalg.
- At forslag til organisering af samarbejdet godkendes.
Sagsbeskrivelse
I 2021 lancerede daværende børne- og undervisningsminister partnerskabet "Sammen om skolen", hvor Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, KL, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, BUPL og Børne- og Kulturchefforeningen blev inviteret til at mødes med forligskredsens uddannelsesordførere for at løse nogle af skolens store udfordringer.
"Sammen om skolen" handler om nødvendigheden af, at alle parter omkring folkeskolen samarbejder for at skabe den bedst mulige skole for alle elever.
I det nationale "Sammen om skolen" er der foreløbig aftalt seks overordnede temaer, som drøftes af parterne:
- Inkluderende fællesskaber
- Fokus på mere praksisfaglighed i folkeskolen
- Nye læreplaner
- Nyt evaluerings- og bedømmelsessystem
- Muligheder for at følge udviklingen i folkeskolen
- Antimobning og ordensbekendtgørelse
Vurderingen er, at den nationale version af tiltaget fremmer de fælles mål med folkeskolen. Der er, på den baggrund, taget initiativer til, at der også iværksættes lignende lokale versioner af samarbejdsformen, hvor vigtige parter omkring folkeskolen drøfter temaer, der har særlig relevans lokalt i kommunerne.
Det foreslås at sammensætte en gruppe bestående af:
3-4 bestyrelsesforpersoner fra skole-/fællesbestyrelser
3-4 skoleledere
1 repræsentant fra DLF og fra 1 fra BUPL
Forvaltningsdirektør og skolechef
Formand og næstformand fra Skoleudvalget
Gruppen mødes 4 gange om året placeret på en sådan måde, at der kan drøftes temaer og mødeformer for de årlige dialogmøder mellem bestyrelser og politisk udvalg.
I skoleåret 2023-2024 er det overordnede tema i skolerne "FIFA" - Flere med i almenfællesskaberne, hvorfor "Sammen om skolen" også foreslås at drøfte det tema.
Temaet matcher det nævnte nationale tema, "inkluderende fællesskaber", som har stort fokus på tværs af kommuner.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
- Orienteringen taget til efterretning.
- Godkendt.
Behandlingsplan
Udsættes.
Jacob Bjørnskov Nielsen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Bilag
70. 2. budgetopfølgning for Skoleudvalget pr. 31. maj 2023
Sagsnummer: 2023-007481
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Økonomiafdelingen har i samarbejde med Børn, Unge og Familieforvaltningen udarbejdet 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2023.
Resultatet af opfølgningen fremlægges i denne sag.
Forvaltningen foreslår
- At Skoleudvalget godkender 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2023.
Sagsbeskrivelse
Økonomiafdelingen har i samarbejde med Børn, Unge og Fritidsforvaltningen udarbejdet 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2023 på skoleudvalgets område.
Opfølgningen viser et samlet merforbrug på driften på 7,3 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget.
Der er siden 1. budgetopfølgning 2023 iværksat en lang række korrigerende tiltag for at sikre budgetoverholdelse. Tiltagene betyder samlet set, at merforbruget nu forventes at kunne nedbringes fra de 13,2 mio. kr., der blev indmeldt ved 1. budgetopfølgning, til 7,3 mio. kr. Konklusionen er således, at de iværksatte tiltag for sikring af budgetoverholdelse er effektfulde, og i store træk møder den byrådsvedtagne målsætning.
Vendes blikket mod anlægsområdet, så forventes der samlet at blive afholdt anlægsudgifter for 49,3 mio. kr. i 2023. Der er ikke konstateret nye varige afvigelser på anlægsprojekterne på skoleområdet.
Økonomi
Hovedforklaringen på afvigelserne og relevante observationspunkter på driften er følgende:
På den centrale budgetramme forventes et samlet mindreforbrug på 0,9 mio. kr.
Under posten ”fællesudgifter og indtægter” forventes mindreudgifter for i alt 3,7 mio. kr. netto. Mindreforbruget afspejler først og fremmest de iværksatte tiltag for at sikre budgetoverholdelse, herunder reduktion af udviklingstiltag, reduktion af IT-indkøb på driften, ophør af midlertidig opnormering vedrørende tosprogsopgaver, samt mindreudgifter til løn. Mindreudgifterne modvirkes i nogen grad af, at der på projektet: ”Erasmus Akkreditering” forventes merudgifter for 1,2 mio. kr. som følge af, at dele af de rejseaktiviteter, som udføres i år, sker med afsæt i modtaget tilskud sidste år.
På det centrale budget til SFO forventes et mindreforbrug på 1,4 mio. kr. Mindreforbruget skyldes primært, at reguleringen for tidlig SFO tegner til at blive mindre end forventet. Udgifterne til økonomiske fripladser og søskenderabat ses at være stigende, og der forventes således ikke mindreudgifter på disse poster i 2023, som det ellers har været tilfældet i tidligere år.
På kørselsområdet forventes et merforbrug på 0,5 mio. kr. Udgiftsstigningen skal bl.a. ses i lyset af visitationerne til specialundervisningstilbud, samt højere priser på dele af kørselsaftalerne.
På specialundervisningsområdet forventes fortsat et merforbrug på 3,9 mio. kr. Merforbruget skyldes først og fremmest den elevtilgang, der allerede er realiseret på Skrillingeskolen i skoleåret 2022/2023. Der er nu strammet op på visitationspraksis, hvilket betyder, at der vil være et markant lavere antal skolestartere i skoleåret 2023/2024. Merforbruget på det centrale specialundervisningsområde skyldes derudover, at der er foretaget en række nye visitationer til Natur- og Helhedsskolen Billesbølle, men den bevægelse modsvares af lavere decentrale udgifter til specialundervisningstilbud.
Afregningen af statsbidraget til privatskoler og efterskoler afventes på nuværende tidspunkt. Ud fra det registrerede antal elever er forventningen, at den samlede afregning vil ligge 0,2 mio. kr. under det budgetlagte niveau.
På skolernes decentrale budgetramme forventes et samlet merforbrug på 8,2 mio. kr. Afvigelsesforventningen er forbedret med 3,2 mio. kr. siden første budgetopfølgning. Forbedringen har baggrund i færre visitationer til specialtilbud og gennemførte personaletilpasninger som led i planen for sikring af budgetoverholdelse. Medvirkende til den forbedrede balance er også, at taksterne for pladskøb i C-sporet, Heldagsklasserne, Karlsvognen og Hyllekvisten er reduceret med virkning fra 1.8.2023. Skoleledergruppen har generelt meget stort fokus på at personaletilpasse til det faldende elevtal samtidig med der arbejdes med at inkludere flere elever i almenområdet for derigennem at reducere udgifterne til segregering.
På anlægsområdet forventes ingen afvigelser - set over den samlede anlægsperiode for projekterne. Der er dog en mindre forskydning mellem tilgængelighedsprojektet på Vestre Skole og hovedprojektet, hvortil der søges bevilling ved denne budgetopfølgning.
Derudover søges der på Fjeldsted-Harndrup Skoles gymnastiksalsprojektet udgifts- og indtægtsbevilling i forbindelse med opnået merfinansiering fra Lokale og Anlægsfonden, LOA.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.